Bokollegiet på Strømmen ligger et stenkast fra Randers Midtby, men tæt på det nye spændende område på Tronholmen og naturen i Vorup Enge.
Kollegiet består af 32 toværelses lejligheder med eget køkken og bad. Du har altså din egen lejlighed, du kan være dig selv i, men samtidig bor du dør om dør med andre unge, som du kan mødes med i ét af de to fælleskøkkener, hvis du vil.
Når du bor på vores bokollegie på Strømmen, får du samtidig hjælp af vores bostøtter. Du får én primær bostøtte, men du kan altid få hjælp af de andre.
Bostøtterne kan hjælpe dig med de ting, netop du har brug for. Det kan være at blive vækket om morgenen og komme op, spise måltider sammen, være med til sociale aktiviteter eller støtte dig, når du har det dårligt fysisk og psykisk.
Hvis du har brug for det, kan de også tage med dig til læge, tandlæge, psykolog, psykiater eller anden behandling – eller når du skal til møder, fx med kommunen, din uddannelsesinstitution eller arbejdsplads.
Bostøtterne støtter dig også i, hvordan du rydder op, gør rent, vasker tøj, køber ind, laver mad og ordner din økonomi og E-boks. Alt sammen med henblik på, at du er dag vil kunne klare dig selv i egen bolig.
Bostøtterne er på bokollegiet fra kl. 7-20 mandag-torsdag og kl. 7-15 fredag og i snit 12 timer i weekenden.
På Strømmen er huslejen 2.564 kr. + ca. 550 kr. i el, vand og varme. Her får du cirka 400 kr. i boligstøtte. Indskuddet er 9.345 kr. og kan søges som et kommunegaranteret indskudslån.
Ved viceforstander Annette Bærnholdt